Ting

11 Sep, 2009

Ding – det integrerede søgesystem

Skrevet af: Martin Schmidt-Nielsen In: Ding

TING

Med udviklingen af et nyt søgesystem stræber vi efter at ramme en søgemetode, som brugerne er bekendt med og trygge ved. De fleste danskere anvender jævnligt Google, og det er det simple søgebillede med et enkelt felt til søgning i talrige kilder på én gang, vi vil forsøge at afspejle. Dog vil vi om muligt gøre resultatet og mulighederne for en senere afgrænsning af søgningen bedre.

Søgefeltet bliver helt enkelt og naturligvis med stavekontrol og forslag til søgninger baseret på brugerens indtastning. På samtlige sider af hjemmesiden vil søgefeltet være synligt og dermed nemt tilgængeligt – med andre ord en integreret del af hjemmesiden.

Man kan afprøve den midlertidige version af søgesystemet på http://kkb.demo.gnit.dk og http://aakb.demo.gnit.dk, men bemærk, at der stadig arbejdes på de to hjemmesider og i skrivende stund er det ikke alle funktioner, der er på plads.

Søgeresultatet

Det bliver på sigt muligt at sortere i søgeresultatet, og her vil systemet få en enorm styrke. Udover de velkendte sorteringsmuligheder såsom accessionsorden, alfabetisk efter forfatter eller titel og udgivelsesår vil vi tilbyde, at man kan sortere efter relevans, popularitet og tilgængelighed.

Relevanssorteringen bliver baseret på en relevansscore, som er en algoritme indeholdende elementer som popularitet, match af søgeord vs. emneord m.m.

Her vil man med stor sandsynlighed få vist de mest relevante materialer i forhold søgningen. Denne sortering vises som basisindstilling i søgeresultatets første visning, indtil brugeren selv ændrer det. Alt dette vil blive udviklet i takt med, at vi får statistiske data og værktøjer til at ændre rankeringen. Det fantastiske ved denne metode er, at der rent faktisk vil blive tale om rankering, fordi vi bibliotekarer aktivt kan påvirke visningen og faktisk også selve søgeresultatet ved at udbygge algoritmen.

Sorteres der efter popularitet, vil man få vist posterne med de mest udlånte materialer først i søgesættet.

Sortering på tilgængelighed vil gøre det muligt at få vist de umiddelbart tilgængelige materialer først. Dette vil være til stor hjælp for brugere, der ikke kan vente på et reserveret materiale.

Værkvisning

Søgeresultatet vil være opdelt i værker. Det vil sige, at når man i sin resultatliste ser eksempelvis ‘Busters verden’, vil alle bibliotekets udgaver af denne bog være at finde herunder. Det gælder også lydbøger og andre materialer, såfremt der er tale om nogenlunde ens fremstillinger af samme værk. Søgeresultatet bliver langt nemmere at overskue, end hvis hver enkelt udgave og materialetype havde sin egen post på listen i forhold til udgivelsesår, jvf. den accessionsorden vi er vant til.

Videre søgning

Er man ikke tilfreds med søgeresultatet, vil man kunne foretage en ny søgning i det altid tilgængelige søgefelt, eller man kan afgrænse søgningen i det facetterede søgesystem i forhold til materialetype, udgivelsesår, sprog etc. Dertil kommer muligheden for at klikke sig videre på et forfatternavn, emneord m.v. i en såkaldt facetteret søgning.

Igen vil vi lægge vægt på, at det er nemt og overskueligt, så brugere på alle niveauer hurtigt kan se logikken.

TING i søgesystemet

En søgning i vores kommende søgesystem vil hente resultater fra bibliotekets bibliografiske database, fra hjemmesiden og fra eksterne kilder. De eksterne kilder dækker den store mængde data i TINGs databrønd, som spænder fra artikler i betalingsdatabaser til information på diverse hjemmesider. Der vil således være en evigt voksende mængde af data at søge i, da alle deltagende biblioteker i TING kommer til at bidrage til brønden.

Når en bruger klikker sig ind på en post i det kommende søgesystem, hentes berigende information fra databrønden, så brugeren får endnu mere information at arbejde med og forhåbentlig bliver opmærksom på kilder, som vedkommende ikke havde tænkt på i forvejen.

Posten vil også indeholde direkte links til andre poster i den bibliografiske database, og dermed kan brugeren ad den vej få inspiration til videre læsning.

Google – vores ven

Posterne i bibliotekssystemet bliver indekseret i Google, hvilket gør, at brugerne ved almindelige internetsøgninger uden for biblioteksregi vil gøres opmærksomme på bibliotekets tilbud. Vi forventer, at det giver ekstra trafik på hjemmesiden og øger fokus på biblioteket.

Share/Save/Bookmark

1 Response to "Ding – det integrerede søgesystem"

1 | Kalle Nielsen

September 29th, 2009 at 15:25

Avatar

“Posterne i bibliotekssystemet bliver indekseret i Google”
Jeg kom sjovt nok til at række armene nedad … Hvis de enkelte bibliotekers samlinger indgår i Google-søgninger, så tror jeg nok jeg vil føle mig spammet rigeligt meget i en kort periode … nå, ja kun til Google sender alle den slags hit om på side 47 – og det kunne gå ud over fx bibliotek.dk links, som vi faktisk meget gerne vil have på side 1 !!
Jeg håber ikke, at det er alvorligt ment, at alle poster i alle bibliotekssamlinger alle skal indekseres unikt af Google – det ville være ualmindeligt dumt. Den dag jeg søger på Richard Rorty og får Frederikshavn bibliotek pga. misforstået SEO – så bliver jeg sgu sur :)

“Det fantastiske ved denne metode er, at der rent faktisk vil blive tale om rankering, fordi vi bibliotekarer aktivt kan påvirke visningen og faktisk også selve søgeresultatet ved at udbygge algoritmen.”
- Skru ned for begejstringen – vi ved, at enhver form for påstået relevans-ranking blot er et syn på verden – det er helt okay – men glem ikke at brugerbasen består af måske 1000 let definerlige grupperinger plus de mange ukendte, og at det ikke løser ret meget at lade brugeren påvirke algoritmen, fordi brugeren måske har 10 forskellige søgekontekster og de iøvrigt ændrer sig over tid. Fald ned – dejligt at nogen arbejder med funktionen, men forsøg ikke at bilde os ind at det er fantastisk – det har I ikke ressourcer til at leve op til.

Pas også på med sammenligningen med Google og det enkle søgefelt hvor man bare taster ind uden anden hjælp end til at formulere eksisterende termer – det er i mine øjne yesterday-vinderen – få facetterne ind i tastatur-dynamikken via noget ajax-agtigt, så man kan søge facetteret udelukkende via tastur med selvudfyldende facet-begrænsninger – altså, glem hvad jeg skrev og tænk tomorrow-søgning i stedet for håbløs yesterday-fremhævning.

Held og lykke med projektet – klart det mest innovative i dansk biblioteksvæsen i dag :)

Kommentarformular

Kategorier

Tag Cloud

Flickr Photostream

    DBs årsmoede 02DBs årsmoede 03DBs årsmoede 04DBs årsmoede 05DBs årsmoede 06DBs årsmoede 07

Kort om TING

TING er et samarbejde mellem Århus og København biblioteker.